Pressemeddelelser 2019

Vi er alle i samme båd
Duknakkernes Forening genopliver konkurrence ved de Maritime Kulturdage i 2019

Til årets Maritime Kulturdage 2019 i Korsør Havn fra onsdag den 21. til og med søndag den 25. august  genopstår sliskefartøjs-konkurrencen.

Det er ”DUKNAKKERNES FORENING af 1988”, som står bag arrangementet.

Duknakkerne var selv med i denne konkurrence ved Korsør Havns 200 års jubilæum i 1997.- Vi havde stor fornøjelse med at bygge vores fartøj i 1997. Derfor synes vi, at det vil være skægt at få det her på programmet igen, siger Henrik Bach fra foreningen.
Ideen er, at foreninger, arbejdspladser og venner skal kunne deltage. Ja faktisk er alle velkomme til at komme med et fartøj. Og det koster ikke noget at være med.
- Deltagerne bestemmer selv, om der skal være en eller to i deres fartøj, tilføjer Henrik Bach.
Der vil være præmier til både det mest opfindsom fartøj og til det, der først kommer ud og slå på klokken, som ligger ude i havnebassinet.
Der er styr på sikkerheden.
- Korsør Frømandsklub vil være klar i bassinet til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt, fastslår Henrik Bach.

Der er plads til 10 fartøjer, og i øjeblikket er der seks, som har tilkendegivet, at de kommer med et fartøj lørdag den 24. august klokken 13.30.

Andre, som også har lyst til at være med, kan skrive til Henrik Bach på:
slidske@maritimekulturdage.dk